960 - 1014 (54 år)
-
| Navn |
Svend I Haraldson Tveskæg af Danmark |
| Titel |
Konge af Danmark |
| Fødsel |
960 |
| Køn |
Mand |
| Død |
3 feb. 1014 |
Gainsborough, England  |
| Begravelse |
York, England |
- Senere flyttet til Roskilde Domkirke
|
| Person-ID |
I742 |
Aner |
| Sidst ændret |
5 aug. 2018 |
-
| Billeder |
 |
|
-
| Notater |
- Konge af Danmark ca. 985-1014, tillige af Sydnorge fra ca. 1000 og af England fra 1013. Søn af Harald Blåtand. Han drev tyskerne ud af Sydslesvig 983. Kort efter kom han i strid med sin far. Faderen havde underkastet sig indflydelse fra den tyske kejser og ærkebispen i Bremen. Den indflydelse ville Svend kæmpe imod og i stedet for tyske præster, hentede han sine præster i England, der ikke havde nogen politisk indflydelse. Som en slags hævn omtaltes han derfor ukorrekt hos Saxo og i andre dansk-tyske kirkelige kilder som en vild hedning, der bekæmpede kristendommen og var fadermorder.
Efter sin fars død havde Svend nogle brydninger med faderens elitehær Jomsvikingerne og siden med Erik Sejrsæl af Sverige, der en kort tid besatte Danmark, mens Svend var på vikingetogt. Omkring år 1000 delte Svend Norge med Olof af Sverige og Eirik Jarl efter Olav Tryggvassons fald ved Svold. I en årrække hjemsøgte Svend Tveskæg England for at plyndre eller modtage danegæld. Hans sidste angreb i 1013 var imidlertid et regulært erobringstogt. Svend var en betydelig feltherre, som skabte sig et imperie tværs over vesterhavet. Han blev fader til Harald 2. og Knud den Store, der blev konge over England, Danmark og Norge.
|
